Ann Lundén Jacoby


 

Den lange rejse

Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen

'Den lange rejse'. Om Ann Lundén Jacobys malerier


Ann Lundén Jacobys kunst er i en sjælden grad sammenvævet med hendes personlige udviklingsforløb og prøvelser i livet. Hendes malerier er ikke domineret af æstetiske eller teoretiske overvejelser, men er resultatet af en indre nødvendighed, hvor farver og former begrundes i eksistentielle valg. Hendes forbilleder finder man i kunstnere som Edvard Munch, L.A. Ring og Edward Hopper, der alle arbejder med et figurativt billedsprog, domineret af kraftige sjælelige rørelser, svingende fra uudgrundelig
melankoli til de stærkest tænkelige lidenskaber.

Det man først og fremmest kommer til at tænke på ved betragtning af Jacobys billeder, er den nordiske grundstemning. Selv når hun finder sine motiver på ydmyge lokaliteter som den lokale S-togsstation eller højbanen på Nørrebro, gennemstrømmes billederne af en ikke-dansk patos med glødende aftenhimle, melankolske skygger og en sugende fornemmelse af tomhed og forladthed. Det er vel umuligt at bevise, men jeg tror det hænger sammen med, at Danmark ligger så meget mere sydligt end Norge, Sverige og Finland. Vi har ikke de mørke nåleskove og de store, øde landskabsvidder, man finder i disse lande. De eneste undtagelser herfra er vel den jyske vestkyst, især omkring Thy og så til dels Bornholm og det er da også kunstnere som Jens Søndergaard og Niels Lergaard, der på hver deres måde har den samme visionære naturfølelse som den svenskfødte Jacoby.

Ann Lundén Jacoby arbejder ofte i serier. Serier, der hænger nøje sammen med hendes mentale tilstand, for hun har på intet tidspunkt lagt skjul på, at hendes kunstneriske karriere er resultatet af en dyb depression i en sen alder. Skridt for skridt maler kunstneren sig ud af depressionens mørke i noget, der minder om en renselsesproces. Forløbet har været kendetegnet ved, at Jacoby først er startet med de dybe indre motiver, begivenheder fra barndommen og voksenlivet, de uudtalte drømme, forhåbninger og den altid nagende tvivl.

Serien "Älgbarnet" fra 2002 omhandler kunstnerens egen dramtatiske fødsel i tre usædvanlige malerier, som symbolsk eller mytologisk beskriver hvordan en elg ofrede sit liv for at Ann kunne blive født, og hvorfor fødselslægen kaldte den nyfødte pige Älgbarnet. En anden begivenhed sker langt senere i kunstnerens liv, nemlig for kun et par år siden, da hendes elskede bror dør af leukæmi. I en serie uafrystelige billeder viser Jacoby os broderens portræt, ofte suppleret af landskaber med øde og smerteligt tomme landskaber i en sorgbearbejdning, hvor al håb synes forladt.

I nyere serier som "Kærlighedens kvaler", "Rejsen" og "Exit Highway", den sidstnævnte en serie malerier med to så usædvanlige motiver som bilkirkegårde og skrotpladser, udvider kunstneren de privatpsykologiske motiver med almenmenneskelige problemstillinger. "Rejsen" er malerier med motiver fra samfundets udposter, enten i bogstavelig forstand, som når Jaboby maler motiver fra Lofoten og det nordligste Lapland og det allermest øde Hopper-agtige USA eller i overført forstand, når motivet er lufthavnsterminaler med ankommende flygtninge eller prosaiske togstationer med anonyme rejsende. Fælles for alle disse malerier er, at rejsen også har en symbolsk betydning og kan berøre politisk ømtålige emner som flygtningeproblematikken eller mere personligt eksistentielle forhold. Ofte skildres disse livets valgsituationer i form af et vejkryds, et sving eller et hus i udkanten af civilisationen som billeder på såvel den ydre som den indre rejse, på de muligheder, man kan beslutte at tage på sig eller vælge fra. Med "Kærlighedsserien" indkredser Jacoby andre af livets altafgørende aspekter, valget af partner, kærligheden og erotikken. Igen på en sådan måde, at vi genkender os selv i kunstnerens vitale streg. I serien med bilkirkegårdene behandler kunstneren endnu engang livets tragikomiske aspekter. De legetøjsagtige biler, malet i muntre papegøjefarver, står enten forladte på jorden eller er i færd med at blive knust af en uheldsvanger sort rovdyrlignende kran som et håndfast billede på al tings forgængelighed.

Som få andre kunstnere i dagens Danmark har Ann Lundén Jacoby udviklet et personligt formsprog, hvor tragik, melankoli, naturfølelse og en skæv form for humor går op i en højere enhed. Hendes kunstneriske udvikling går forbløffende hurtigt og nu, hvor hendes billeder har et dybt almenmenneskeligt indhold, fortjener hun et stort publikum.

 

Tilbage